Fysioterapeuten 2-2018

38 FYSIOTERAPEUTEN 2/18 ESSAY Jens Olesen , MEd., Klinisk vejleder fysiote- rapeutisk specialist i rehabilitering, Neuro- rehabiliteringen Regionshospitalet Skive. Hammel Neurocenter, Hospitalsenhed Midt. jens.olesen@viborg.rm.dk. Dette fagessayet ble godkjent 11.desem- ber 2017. Fagessay vurderes av fagredak- tør. Ingen interessekonflikter oppgitt. Det lyder måske selvmodsigende, når et fagessay om fysioterapi indleder med at skrive, at vi fysioterapeuter ikke videnskabeligt ved hvad fysiote- rapi er. Formålet med fagessayet er derfor et kritisk videnskabsteoretisk, fænomenologisk og sociologisk blik på klinisk praksis og den manglende definition af fysioterapi. Herunder, at give et bud på en definition af, hvad er fysioterapi? Samt, præsentere et teoribaseret forslag til et fysioterapeu- tisk praksisparadigme. Indledning Hvad begrunder «god» fysioterapi og hvori består «god» fysioterapeutisk praksis? Kli- nisk praksis er en kropslig, etisk, og social forbunden samarbejds- og samværspraksis, (1, 2, 3). Dette fagessay bygger derfor på den grundantagelse at vores tekniske gørens di- mensioner; interventionerne, er uadskille- ligt forbundne med vores menneskelige væ- rens dimensioner; interaktionerne. Herved rehabiliteres og anerkendes praksiseksper- tisens og relationens samt den unikke pati- ents vitale betydninger for fysioterapeutisk praksis på niveau med andre evidensformer. Og her påvirker mange nonspecifikke og ukontrollerbare faktorer altid (4). Et vilkår fysioterapi formentlig deler med psykote- rapi, hvor effekten af terapeutens person- lige væren oftest er større end den anvendte teknik og metodes gøren . Eksempelvis er fysioterapeuten åben og personligt imøde- kommende, ærlig, nysgerrig og modig el- ler upersonligt bedrevidende, fordomsfuld, og forstilt interesseret? Kan fysioterapeuten empatisk agere med en sådan indføling, at hun ikke opfattes som en trussel, men i ste- det trygt og kompetent udstråler tro, håb samt næstekærlighed? Diskussion Der er i dag en dualistisk kløft af gigantiske dimensioner mellem evidens-baseret fors- kningspraksis og fysioterapeutisk praksis. Fysioterapeuterne i forskningsstudierne instrueres i ikke at gøre andet end hvad forskningsmanualen beskriver eller hvad in- terventionen består i. Det gøres for at mini- mere betydningen af de nonspecifikke, men ukontrollerbare faktorer, der anses som bias. Men hvad nu, hvis disse non-specifikke og ukontrollerbare faktorer er centrale dele af en effektfuld klinisk praksis, som fysiotera- peuterne Miciak et al (5) mere end antyder. Måske opfanger forskerne i dag derfor ikke hvad der modvirker effekt; en degage- ret og neutral fysioterapeut, som neutralt relaterer høfligt, men i øvrigt ikke engagerer sig. Derfor underpræsterer fysioterapeuter i forskningsstudier måske ofte, sammenlignet med hvordan en engageret og ikke-neutral fysioterapeut i klinisk praksis ville præstere. Evidens-basering har dog medvirket po- sitivt til at udforske effekten af mange for- skellige fysiske interventionsformer, hvilket anerkendes. Interaktion betyder, ifølge etymologisk ordbog: det at to eller flere parter eller stør- relser påvirker hinanden indbyrdes, for men- neskers vedkommende gennem gensidige handlinger og ytringer . Hvor intervention betyder: indgriben i en situation for at for- hindre et bestemt udfald eller at ændre en udvikling . Men i den fysioterapeutiske behand- lingsrelation er det ikke muligt samtidigt, at påvirke uden at gribe ind og omvendt. Det udfordrer evidens-baseringens opsplitning af begreberne, fordi der bliver fysisk, psykisk og socialt grebet ind og påvirket overalt i praksis, i et forsøg på at hjælpe patienterne. Dette paradoks kender vi vel alle, men hvordan griber vi det mere videnskabeligt an fremover? Det er bekymrende at så få ud- forsker og udvikler psyko-sociale fysiotera- peutiske undersøgelses- og behandlingsfor- mer, især til det stigende antal af kronikere. Dette kan teoribaseres, via en brobygning mellem kritisk fænomenologi og det evi- dens-baserede paradigme, der også favner lægen Engel’s bio-psyko-sociale model (6). Nicholls (7) beskriver at der er stærke historiske årsager som forklarer fysiotera- piens rigide fastholdelse af kroppen-som- en-bio-mekanisk-maskine, der eksklusivt afspejler vores fysiske interventioner. Han forstår ikke hvorfor vi har så stor passion for anatomiske, fysiologiske og biomekaniske ideer uden at vi interesserer os for filosofi og sociologi. Det bekymrer Nicholls at vi udviser en så lille interesse for kritisk selv- refleksion og for kreativ praksisudvikling. Hvilket kan blive enden på fysioterapi, fordi det måske får faget til at visne og dø indefra. Derfor synes det oplagt og på høje tid at fysioterapiens kliniske praksis eksplicit defineres nedefra og indefra, af os selv, pri- mært de kliniske praktikere, og ikke implicit ovenfra af ukendte magter. I modsat fald vil det evidens-baserede paradigme formentlig fortsat undertrykke fysioterapi ved ovenfra, at udstikke retningslinjer for hvad en «god» klinisk praksis er, affødt af teknokraternes ensidige smag for udførsel af evidens-base- rede tingsliggjorte og målbare fysiske inter- ventioner. Hvad er fysioterapi? fag