Fysioterapeuten 2-2018

FYSIOTERAPEUTEN 2/18 39 Eksistensen er mellem vore handlinger og vore mål, og ikke bag dem. Med den kritiske teoretiker og psykoa- nalytiker Erich Fromm (8, 9) spørger jeg derfor, om vi flygter fra friheden til at turde være os selv? Eftersom vi fysioterapeuter ikke er trådt i karakter og har vovet samt krævet sammenlægning af «kunsten» af vo- res menneskelige værens dimensioner med de tekniske evidens-baserede gørens dimen- sioner. Angsten for friheden gør måske at vi i stedet søger ind i autoritære og elitære paradigmers sikkerhed og forudsigelighed. Måske føles det som en arbejdslejr, hvor faglig frihed og kreativitet er den dyrt købte pris herfor, når vi dagligt står uniformerede ved det fysisk standardiserede evidens-base- rede produktionssamlebånd. Et paradigme defineres via en kollektiv fagprofessionel selvforståelse og viser os den teoretiske viden om verden vi ønsker at se, og undertrykker ofte andre vidensformer (10). Her er tæt på al videnskab udemokra- tisk, fordi videnskab ofte usolidarisk og kon- servativt magtpositionerer sig, modsat fag- lige udviklingssynspunkter som herved ikke anerkendes, men oftest undertrykkes (11). Hvilket nødvendigvis afføder spørgsmålet; hvorfor vi ikke har udviklet et veldefineret teoribaseret fysioterapeutisk praksis-para- digme endnu? Det evidens-baserede para- digme er her langt fra komplet, fordi fysio- terapilitteraturen stort set kun akkumulerer teoretisk viden om fysiske interventioner (12). Summa summarum, nuværende evi- dens-basering afspejler ikke de menneske- lige værens dimensioner og det relationelle betydninger for en «god» klinisk praksis. Menneskets relationelle; inter-subjektive og kropslige værens dimensioner beskrives, kort sagt, først med Maurice Merleau-Ponty (13) som tilfører fænomenologien sit ker- nebegreb; la Chair: kødet. Eller den levede krop, som krydser indover og udover samt rundt omkring Descartes’ dualistiske sub- jekt – objekt tænkning. Herved udbygger Merleau-Ponty’s levede krop, den non-du- alistiske relationelle sammenhæng mellem livsverden og subjekt fordi kropssubjektet delvis flyttes fra vores kognitivt dominerede «indre» livsverden ud i vores «ydre» relatio- nelle livsverden, hvorved grænsen for vores kliniske praksisterritorie naturligvis udvi- des. Herved udpeger Merleau-Ponty netop betydningen af samværet i vores relationelle «ydre» livsverden, som objektivismen og subjektivismen samt den bio-psyko-sociale model tilsyneladende delvis overser. Måske vores levede kroppe, i samværet i nuet, non-verbalt er mere «nøgne» end vo- res verbale tale og tanker, samt derfor mere åbne overfor fælles kropslige stemningers budskaber. Dermed er disse levede kropslige stemninger en del af fundamentet for et re- lationelt effektueret bio-psyko-socialt fysio- terapeutisk behandlingsudtryk, som måske kun er delvis effektfuldt hvis relationen også er i orden. Det kræver derfor tilsyneladende en manifest videnskabelig dissociation for at kunne tro på at vores fysioterapeutiske interventioner i praksis relationelt kan ad- skilles fra fysioterapeuten, der påfører dem og fra mennesket, der modtager dem. En så- dan praksis synes milevidt fra en almindelig anerkendt fysioterapeutisk klinisk standard og er potentielt i strid med autorisations- loven, som påbyder os, at udvise omhu og samvittighedsfuldhed overfor alle patienter. Merleau-Ponty’s kropsfænomenolo- gi flugter måske delvis med Fuchs & De Jaegher’s (14) teori, om vores levede krop- pers reciprokke, non-verbale, kommunika- tive samvær, hvor kroppene griber ud for inter-subjektivt, at inkorporere hinanden. Der er også nogen lighed til Waldenfels (15) og hans fænomenologi om at hvis jeg ikke instinktivt og spontant agerer med kropslig « responsivitet » omkring de stemninger jeg møder i livsverdenen, fremmedgør og dis- tancerer jeg mig fra den anden, i stedet for imødekommende at engagere mig krops- ligt ved at række hånden ud. Sådan afgøres, måske ofte om vi reelt mødes eller ej i klinisk praksis, hvilket klart er fysioterapeutens an- svar. Herved bliver inter-subjektivitet no- gle gange til inter-korporalitet, hvorved vi måske i livsverdenen «berører» og «når» hinanden på et dybere menneskeligt plan, som manifesteres via øjeblikkets og nuets uvilkårlige evidens. Det kan med fæno- menologen Eugene Minkowski muligvis beskrives, som oplevelsen af: os => her => nu. Merleau-Ponty, Fuchs & De Jaegher samt Waldenfels, kan alle, i forskellig grad derfor fortolkes som nærhedsetiske værens manifestationer, i det kreative åbne livsrum imellem de kropsindtryk, som vi modtager og de kropsudtryk som vi udsender. Mer- leau-Ponty (13, s. 232), siger noget centralt herom, som muligvis kan opfattes i den ret- ning: « Eksistensen er mellem vore handlinger og vore mål, og ikke bag dem ». Fysioterapeuters åbenhed overfor disse nærhedsetiske værens livsrum synes derfor at være en central forudsætning for effekt af mange behandlinger, der primært i dag baserer sig på den beskrevne dualistiske tænkning og målbare fysiske parametre. Jeg har dog endnu aldrig mødt en patient, hvis klare mål det var at gøre noget fysisk, som han ikke havde lyst til. Per, en «apopleksi-pa- tient» fortalte mig netop, at det aller bedste