Fysioterapeuten 2-2022

64 FYSIOTERAPEUTEN 2/22 ESSAY Kroppens subjektive bevægelser i fysioterapi Jens Olesen , fysioterapeut.  jensroad@post5.tele.dk. Fagessay vurderes av fagredaktør. Ingen interessekonflikter oppgitt. Formål Essayets formål er, at præsentere den enaktive-kognitive teoris betydninger for kroppens subjektive bevægelser, samt at koble teorien til fysioterapeutisk praksis. Essayets formål er videre at anerkende og genindsætte subjektivite- tens professionelle betydninger for fysioterapeutisk krops- praksis. Derfor må den objektive evidens´ dominans over fysioterapeutisk praksis kort diskuteres. Essayet handler ikke om de kropsbevægelser som «patienter» verbalt og kognitivt instrueres i af fysioterapeuter. Essayet vil i stedet øge fysioterapeuters indsigt i at «patienters» egne subjek- tive kropsbevægelser starter før vi aner det. Dette under- prioriteres ofte. Således må vi afgive en vis kontrol over «patientens» kropsbevægelser. Derved øges fokus på «pa- tientens» subjektive kropsbevægelser markant. Det ligger dog, i fysioterapifagets «DNA», at vi instruerer «patienter» verbalt i de «rigtige kvalitative» kropsbevægelser. Hvorfor gør vi det og hvilket belæg har vi her? Subjektet udfører netop egne kropsbevægelser, via sine sansemæssige perceptioner og erfaringer. Splitsekunder senere udgør kroppen hjernens objekt. Kroppen er derfor både subjekt og objekt. Det er den enaktive-kognitive teori i en nøddeskal. Patientens subjektive kropsbevægelser er således ikke, rent kognitivt instruerbare, eller rent objektivt reproducerbare, eller rent kausalt determinerede. Det er derfor på tide, at anerkende subjektivitet, i fysioterapeutisk praksis, på lige fod med objektivitet. Den enaktive-kogni- tive teori er på fremmarch inden for klinisk ræsonnering, ifølge fysioterapeuterne Øberg &Normann samt den enak- tive fænomenolog Shaun Gallagher (1). Subjektive krops- bevægelser, lever verdens bedste fodboldspillere netop af, f.eks. Messi og Ronaldo. Set i lyset af at kroppen både er subjekt og objekt vil es- sayet beskrive de evidensudfordringer som fysioterapeuter, på godt og ondt, dagligt lever med i praksis. Dernæst bli- ver psykomotorikkens «krop» introduceret, som et andet eksempel på fagets evidensudfordring. Siden præsenteres Gibson, Nöe og Polanyis enaktive kropsforståelser. Deres teorier vil, via fænomenologen og antropologen Latour, blive fusioneret med evidensbasering, via hans Aktør Net- værks Teori. Filosoffen Merleau-Ponty udgør løbende et kropfænomenologisk bindeled igennem hele essayet. Til slut perspektiveres essayet, i lyset af, hvordan kropsbevæ- gelser og «kvalitet» opfattes af Motorisk Kontrol konceptet og af Bobath-konceptet. Essayet er målrettet fysioterapeu- ter og studerende samt forskere. Essayet udgør et nyt bud på fysioterapifagets subjektive krops- og bevægelsesprak- sis. Indledning og lidt videnskabsteori Enaktivisme er den position inden for kognitiv videnskab, som argumenterer, at kognition opstår via den dynamiske interaktion mellem en organisme og dennes miljø. Enak- tiv-kognitiv teori fusionerer herved kroppens egen bevæ- gelsespraksis med miljøet. Herunder kroppen, som subjekt og kroppen som objekt, i fysioterapi. Herved komplemen- terer den subjektive krops samspil med miljøet, hjernens kognition og den objektive krop. Evidens inkorporerer, i praksis dog, hverken den subjektive krop, perceptionen el- ler miljøet. Evidensen fraspalter i stedet disse. Derved sæt- ter videnskaben rigidt den subjektive krop, miljøet og per- ceptionen samt praksis, i stå. Dette til fordel for objektive interventioner. Derfor har evidensen store problemer med at holde sig på fysioterapifagets «gyldne middelvej». Noget, som sjældent diskuteres videnskabeligt, i faget. Enaktivisme placerer sig netop på fysioterapiens «gyldne middelvej» idet den, hverken «abonnerer» på en ekstrem subjektivisme, eller en ekstrem objektivisme. Objektiv evidens er modsat en fjern dualistisk tilskuer til subjektiv praksis. Evidensens yderligtgående objektive grænser splitter herved, måske fysioterapi mere af end, at praksis samles og udvikles herved. Så, i stedet for fagligt, at lade den objektive evidens bestemme over fysioterapi- ens subjektive praksis, må kroppens subjektive bevægelses- praksis i fysioterapi bestemme, på lige fod med evidensen. Evidensen kan dog ikke for evigt flygte fra fysioterapiens subjektive kropsbevægelser, i praksismiljøet, og blive i sit udkigstårn. Videnskab måler dog ikke forkert. Der måles «blot» ikke på subjektive kropsbevægelser i praksis. Oven i købet ved fysioterapilitteraturen, eller videnska- ben ikke, hvad subjektiv fysioterapeutisk praksis er, ifølge undertegnedes publikationer (2, 3). Spørgsmålet er, om kroppens egen subjektive bevægelsesageren overhovedet indgår i fysioterapeutisk praksis? Fysioterapeuter og for- skere har forskellige meninger herom. Dog har de ingen objektiv evidens på området. Det fordrer en større inter- aktion og fusion, imellem subjektiv praksis og fagets ob- jektive udforskning, ifølge Nicholls et al. (4). Enaktivisme fusionerer, i praksis, den subjektive krops hurtige bevægel- sesageren med den langsommere krops kognitivt styrede bevægelser. Den objektive krops evidens integreres her- med lidt senere. Den subjektive krops bevægelser er, i fy-