Fysioterapeuten 4-2018

32 FYSIOTERAPEUTEN 4/18 fag Indledning Det at være fysioterapeut i en praksis med patienter sætter os hver dag i utallige valg- situationer. En hel del af disse valg har af- gørende betydning for fysioterapiprocessens videre forløb. Vi vil med denne artikel sætte fokus på diversiteten, arten og dybden af dilemmaer, og forsøge at følge konsekven- serne af nogle af de forskellige valg. Vi agter med denne artikel at gå udenfor det snævert fysioterapifaglige, for at se på hvordan fysio- terapien agerer når den sættes i en filosofisk, samfundsfaglig og relationel ramme. Selv- om vi til tider bevæger os i høje abstrakte lag, tilstræber vi at være helt konkrete og eksemplificere hvor vi kan. Den person-centrede psykolog Carl Ro- gers (1) og fænomenologerne Knud Løg- strup (2) og Maurice Merleau-Ponty (3) samt Andersen og Martinsen (4) er alle af den overbevisning, at vores her-og-nu-ori- enterede samt præ-refleksive sansning og perception af vores kliniske praksis, nogle gange er mere valid, end en traditionel re- fleksiv klinisk ræsonnering og evidens, om- kring samme kliniske praksis, er. Hermed antyder vi ikke at kritisk refleksiv tænkning og fortolkning omkring en specifik klinisk praksissituation før og efter situationen, er mindre central. Måske bør vi bare i stedet forstå fysioterapeutens sansning, perception og tænkning omkring den kliniske praksis- situation, som én forenende modsætning og ikke som dualistiske og opsplittende mod- sætninger. Et sådant non-dualistisk inspire- ret klinisk praksisperspektiv integrerer disse modsætninger, og er i øvrigt foreneligt med Rogers, Løgstrup´s og Merleau-Ponty´s samt Andersen og Martinsens synspunkter angående videnskab. Disse to forskellige kliniske ræson- neringsprocesser arbejder forhåbentligt sammen i klinisk praksis. Spørgsmålet er hvordan, hvis overhovedet. Fysioterapeuter har inkarnerede måder at sanse, percipere og processere kliniske informationer på og at træffe kliniske beslutninger på, som no- gle gange er mere præcise end vore reflek- sive kognitive tankeprocesser er i stand til. Øberg et al (5) beskriver dette, som her-og- nu-behandlingsorienterede kliniske aktio- ner, i modsætning til en traditionel refleksiv evidensbaseret praksis, hvor klinisk ræson- nering er guidet af en retrospektiv kogni- tion, som gør denne praksis mere fragmen- teret end her-og-nu-orienteret. Indenfor fænomenologien, er inkarneret evidens, en af flere slags evidensbaseret viden, og som sådan er en inkarnere evidens, i det mind- ste delvis, konstituerende for vores kliniske praksisviden. Hvis vores traditionelle evi- densbaserede praksis ikke anerkender en sådan inkarneret praksisevidens og eksklu- derer den, medfører det at evidensbaseret sundhedsvidenskab lyser kropslig ekspertvi- den i band og ekskommunikerer denne ek- spertise fra klinisk fysioterapeutisk praksis. Dette er i givet fald en alvorlig dualistisk og positivistisk fejlopfattelse. Vi tager et eksempel på en konkret si- tuation: en patient henvender sig med kro- niske rygsmerter af svingende intensitet. I anamnesen indgår overbelastning over tid og en pludselig overbelastning. Patienten er behandlet hos fysioterapeut flere gange med midlertidig lindrende effekt. Behandling har bestået af øvelser, som han forsøger at lave dagligt, samt bløddelsbehandling, manipu- lation og mobilisering. I denne situation kan jeg vælge at fortsætte den udmærkede, men lidt trøstesløse behandling – eller at fore- tage et skift mod en mere bevidstgørende, ansvarspålæggende, selvforvaltende linje. I første tilfælde hjælper jeg pt med lindring og dermed bedre mulighed for, at mestre livsudfordringerne. Jeg kender metoderne og jeg kender det sandsynlige udkomme. Det er en ret tryg (men måske ikke særlig spændende) situation. Og da jeg godt kan lide spænding forsø- ger jeg at bevæge mig over i alternativet, dvs. over i et felt hvor jeg kan støtte mig på andre cases og erfaringer – men grundlæggende lægger fra land uden egentlig at kende hver- ken mål eller kurs. Det er sammen med min patient, at jeg indgår i en opdagelsesrejse, hvor min rolle er at være rejseguide og rej- sekammerat. Betoningen ligger på sammen med , for at illustrere, at jeg erkender, at et terapeutisk forløb er et samarbejde , hvor jeg som terapeut har erfaring og kendskab til det landskab vi bevæger os i, - og patienten har fuld autoritet på alt det der handler om at mærke. Således kan god fysioterapeutisk praksis måske opfattes som én 4-benet krop der danser tango. Her er det en subjekt–sub- jekt relation, hvor begge dansepartnere har et ansvar for, at invitere til dans. Fysiotera- peuten med det terapeutiske ansvar, patien- ten med ansvaret for sig selv. Som fysioterapeuter er vores første Fysioterapeutiske dilemmaer: En artikel om valg Jens Olesen , MEd, klinisk vejleder og fysioterapeutisk specialist i rehabilite- ring, Neurorehabiliteringen Regions- hospitalet Skive, Hammel Neurocenter, Hospitalsenhed Midt. Jens.olesen@ viborg.rm.dk. Hans Henrik Kleinert , selvstændig praktiserende psykoterapeut . Dette fagessayet ble akseptert 29. januar 2018. Fagessay vurderes av fagredaktør. Ingen interessekonflikter oppgitt. ESSAY